Vesthimmerland-borgmester beklager nu fejl i habilitetssag
VESTHIMMERLAND: Efter et møde i den konservative byrådsgruppe har borgmester Knud Kristensen (K) nu udsendt et åbent brev, hvor han både opregner fejl, han har begået, og opridser løfter om fornyet og forbedret samarbejde i byrådet.
Det åbne brev kommer oven på et længere forløb, der begyndte i september på et økonomiudvalgsmøde, der fik resten af udvalget til at miste tiliden til ham.
De andre i udvalget kunne ikke forstå, at Knud Kristensen, der også er entrepenør, ikke af sig selv trak sig som inhabil i en byggesag, hvor han var involveret som ejer. Sagen førte til en form for stillingskrig i økonomiudvalget, hvor flertallet uden om borgmesteren ikke har kunnet acceptere hans dokumentation for, at han ikke længere skulle være ejer - og dermed ikke inhabil.
K-gruppen efterspurgte en gennemgang fra Statsforvaltningen, hvilket kom i sidste uge med en erklæring om, at borgmesteren var inhabil i sagen, sådan som udvalgsflertallet også vurderede ham til at være.
Lige præcis det punkt - der ellers må siges at være kardinalpunktet - ofres ikke mange ord i det nye åbne brev, mens der i stedet drages nye elementer ind: At borgmesteren åbenbart til Tilsynet har sagt, at han havde rådført sig med kommunaldirektøren før økonomiudvalgsmødet. Det havde han ikke. Samt en oplysning om et industriområde, som Knud Kristensen nu åbenbart tillægger en særlig betydning.
For at genoprette tilliden erklærer borgmesteren nu, at han fremover vil vil indkalde viceborgmesteren, Per Bach Laursen (V) til formøde for at udforme økonomiudvalgsdagsordener i et samarbejde. Derudover vil han gennemgå dagsordenspunkterne i tættere dialog ved endnu mere minutiøst og omhyggeligt med de pågældende embedsmænd - samt opprioritere formandsmøderne.
Se selve det åbne brev, som dknyt har modtaget fra K-gruppeformand Pia Buus:
d. 26.11.2016
ÅBENT BREV TIL ØKONOMIUDVALGET.
Dags dato har jeg afholdt evalueringsmøde med min gruppe efter den seneste tids mediestorm, hvor vi gennemgik sagen fra start til i dag. Herved er jeg er blevet opmærksom på, at jeg har begået 2 fejl. Den første fejl består i, at jeg har oplyst til tilsynet, at jeg havde rådført mig med min kommunaldirektør om habilitetsspørgsmålet, inden jeg gik til økonomiudvalgsmøde d. 14/9. Dette er ikke sket før efterfølgende. Dernæst indledte jeg procespunktet med at informere om de 4 interessenter, der skulle have foretræde for økonomiudvalgets næste møde, for netop at præsentere deres projekter – samtidigt vælger jeg at oplyse økonomiudvalget om, at det ene af projekterne ligger i et industriområde. Denne oplysning betyder at jeg går ind i sagsbehandlingspunktet, hvilket er 2. fejl, da jeg så er med i behandlingen af punktet og dermed inhabil. Det beklager jeg inderligt.
Det ændrer ikke ved tilsynets svar og konklusion.
Jeg har dernæst noteret mig, at økonomiudvalget ikke længere har tillid til Borgmesteren, hvorfor jeg vælger at underrette jer i dette åbne brev.
Jeg vil for eftertiden gøre, hvad jeg kan for at genoprette tilliden, som jeg oplyste på TV nord forleden. Denne proces vil starte med tre nedenstående initiativer:
1) For eftertiden vil jeg indkalde viceborgmesteren, Per Bach Laursen til formøde for at udforme økonomiudvalgsdagsordener i et samarbejde.
2) Jeg vil gennemgå dagsordenspunkterne i tættere dialog ved endnu mere minutiøst og omhyggeligt med de pågældende embedsmænd i forvaltningen.
3) I bestræbelsen på at genskabe det gode samarbejde og dialogen i byrådet, vil jeg opprioritere formandsmøderne.
Borgmester Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.